Lars Kristensen (LAK)

Som chef-flyveinstruktør har jeg ansvaret for den praktiske del af flyvetræningen på Billund Air Center. Første gang, eleverne møder mig, er i forbindelse med vores informationsmøder, men ellers er det først lidt senere – når de skal lære instrumentflyvning – at jeg får dem på skolebænken.

Som pilot er jeg især fascineret af, at man ved hjælp af et stopur og nogle instrumenter kan finde landingsbanen uden at kunne se en disse. Det er interessant at tænke over, hvad mennesket – og ikke mindst vores elever – rent faktisk kan.

At sidde oppe i en blå himmel, mens det er vinter og gråvejr nede ved jorden – det er en fed følelse! Men det er også hyggeligt, når det er dårligt vejr, og man sidder inde i flyet og passer ”kontoret”. Det er vildt fascinerende ikke at kunne se en bjælde og alligevel vide, man lander det rigtige sted.

Jeg er uddannet her fra Billund Air Center i 2000 og har været her lige siden. Jeg valgte helt bevidst at blive instruktør, fordi jeg følte, jeg havde en masse at byde ind med. Det er fedt, når det går op for vores elever, hvad det er, vi vil have dem til. Når de af sig selv begynder at gøre de ting, vi tænker, de skal gøre, så føler man virkelig, der er et link.

Min filosofi er at arbejde sammen med eleverne. Vi kan ikke give dem et certifikat, men vi kan arbejde sammen med dem om at få det. Det er på den måde, de bliver så gode, som de gør.
Jeg kan især godt lide, at jeg gennem mit arbejde som instruktør arbejder med så forskellige unge mennesker. Nogle er meget forsigtige og skal hjælpes lidt frem, mens andre er taget lige ud af en Top Gun-film og skal bremses lidt. Det spændende er at sikre, de alle sammen kan det samme, når de er færdiguddannet som piloter.

Jeg er meget bevidst om, at vores elever virkelig skal have noget med herfra. Pilotuddannelsen og pilotarbejdet er krævende, og det er mit ansvar at sørge for, eleverne får det, der skal til, for at de kan arbejde som professionelle piloter.

Udover min stilling hos Billund Air Center, er jeg deltidsansat hos Jet Time hvor jeg flyver Boeing 737.