Asbjørn Holm Ulsig (ASB)

Jeg begyndte min egen uddannelse som helikopterpilot i 2019 på Billund Air Center og har været særdeles tilfreds med forløbet. Skolen opretholder et højt fagligt niveau med dygtige medarbejdere og instruktører. Efterfølgende har jeg arbejdet med rundflyvning i Danmark. Samtidig med rundflyvning har jeg undervist hos Billund Air Center i PPL, ATPL og som helikopterinstruktør.

Personligt har jeg en rigtig stor passion for viden, som jeg elsker at tilegne mig. Det er en af de bedste ting ved at arbejde som underviser/instruktør. Jeg er blevet grebet af muligheden for at videregive den viden, jeg elsker at opsamle, og pilotstuderende er nogle af de bedste elever, man kunne ønske sig. Pilotstuderende er meget engageret og har en stor passion for faget, hvilket resulterer i meget givende undervisning både for elever og undervisere.

Helikopterflyvning er for mig det fedeste fag, jeg kan forestille mig at arbejde med. Det er den perfekte kombination af teori og teknisk viden, der omsættes til praksis. Det er fantastisk, at det man lærer i undervisningslokalet kan omsættes til det håndværk, det er at flyve en helikopter. At forstå præcist, hvordan det tekniske er forbundet med det aerodynamiske, giver en dybere forståelse for, hvorfor helikopteren reagerer, som den gør, og hvordan man kan kontrollere den, for at få helikopteren til at flyve, som man vil have den til.