Stephan Erlandsen – helikopterpilot-elev

Jeg har altid været fascineret af at være i luften! Jeg har både sprunget i faldskærm, sprunget ud fra klipper i Norge og kitesurfet en del, og som barn sad jeg altid og kiggede på flyene, der lettede, når jeg var i en lufthavn.

For fem måneder siden startede jeg så på uddannelsen til helikopterpilot her på Billund Air Center, og det er fantastisk – hver dag sidder smilet højt oppe i hovedet på mig. Det bedste var den første gang, jeg skulle flyve en helikopter alene – du véd, at hvis du ikke lander den igen, så smadrer du helikopteren, så det er vigtigt at stole på sig selv og den uddannelse, du får hernede. Det er en helt speciel følelse, og da jeg havde fløjet første gang, jublede jeg som en lille dreng, der havde fået sin første is!

Jeg overvejede at tage min uddannelse i udlandet, fordi det er hurtigere, men jeg valgte alligevel Billund Air Center, fordi det er en dansk uddannelse, og fordi instruktørerne er kompetente på alle tænkelige måder. Folk kommer hertil fra hele Europa for at blive uddannet som piloter. Billund Air Center har et godt ry og en god økonomi, og det er rart, at man ikke føler sig presset til at køre dankortet igennem hele tiden.

Jeg har haft tre forskellige undervisere i de fem måneder, jeg har været her indtil nu. Den ene arbejdede for Dancopter og vidste alt om motorer, så vi kunne bare spørge løs. På den måde sad vi og snakkede en hel dag og kunne skyde alle vores spørgsmål af. Derudover har jeg haft en forholdsvis ny instruktør, der gerne vil have, at tingene er 100 % i orden, og en mere garvet instruktør, der er lidt mere loose, men som ved præcis, hvordan tingene skal gøres. Det har været en rigtig god kombination!

I det hele taget er det nogle fantastiske mennesker at arbejde sammen med – også de andre elever på holdet. Vi kan både grine og give hinanden god, konstruktiv kritik. Vi har masser af socialt sammen, og der er ingen barrierer, hverken i forhold til de ældre studerende eller instruktørerne.

Jeg er selv flyttet her til Billund i forbindelse med uddannelsen og vil råde andre til at gøre det samme. Billund er en stille by, hvor man kan få lov til at fordybe sig i studierne, og det er billigt at bo her. Jeg betaler kun 2.000 kroner om måneden for et rækkehus med både baghave og skur. Vi er flere elever, der bor tæt på hinanden i de her rækkehuse, og det er rigtig hyggeligt, at vi lige kan starte grillen og få en øl sammen.

Når jeg er færdig som pilot, vil jeg gerne arbejde i Esbjerg med at flyve personale ud til boreplatformene. Jeg kunne også rigtig godt tænke mig at komme til Grønland og prøve at flyve i den natur, der er deroppe, og når jeg bliver gammel og garvet, håber jeg at komme til at flyve ambulancehelikopter. Det har nok noget at gøre med, at jeg har sprunget i faldskærm og oplevet helikopterne komme til assistance på fem minutter, når der har været behov for det. At være med til at kunne gøre den forskel og hjælpe, hvis det hele skulle brænde på, dét kunne jeg virkelig godt tænke mig!