Ulrik Møller – tidligere BAC-elev

Struktur, orden og en uhøjtidelig stemning lagde grobund for både min uddannelse som pilot og efterfølgende min stilling som underviser hos Billund Air Center. Jeg fungerer godt med skolens strategi om, at der bliver stillet krav til eleverne undervejs, men også støttet op om hver enkelt elev, så de kan gå fra Billund Air Center med den relevante viden og erfaring.

Mine interesser har altid været tilknyttet maskiner, og da jeg var yngre arbejdede jeg blandt andet som lastbilschauffør. Dengang virkede pilotdrømmen lidt uopnåelig, men da jeg fik taget min HF-eksamen, tænkte jeg: ”Hmm, jeg kan da godt forsøge mig inden for noget, der er mere spændende end et ufaglært job”. I midten af 1990’erne sprang jeg ud i det, og Billund Air Center blev min grundskole.

Dengang var Billund Air Center mindre, så jeg var nødt til også at tage nogle certifikater andre steder. Da mit privatflyvercertifikat var taget, gik der kun et par år, før jeg uddannede mig inden for både erhvervsflyvning og undervisning. I min tid hos Billund Air Center blev jeg både lært op og var med til at oplære andre, og på et tidspunkt opstod en ny drøm om at flyve i både hurtigere og større fly.

Jeg startede derfor hos Sun-Air, hvor jeg arbejdede som handler i et par år. For nyuddannede piloter er handlerjobbet en helt naturlig måde at komme ind i branchen på. Da jeg blev fuldtidsansat, måtte jeg, med en vis sorg, opsige mit job som underviser hos Billund Air Center, da jeg ikke kunne gøre begge dele på samme tid. Jeg fløj for Sun-Air i nogle år, indtil den økonomiske krise opstod i 2008. Mange piloter mistede deres job i den tid, og jeg var tæt på at ryge, men jeg var heldig og kom op i luften igen i vores nye Dornier 328-300 – en jet-model.

Min pilotdrøm har i høj grad været en rejse, hvor jeg har fundet ud af, at jeg kan mere, end jeg troede. Og når jeg møder kollegaer i lufthavnen, fra både Sun-Air, SunExpress, Norwegian og SAS, har jeg en oplevelse af at være en del af et fællesskab. Nogle gange kan jeg ikke huske, hvem jeg har undervist, og hvem jeg har uddannet mig sammen med hos Billund Air Center, for som pilot bliver man en del af et større fællesskab. Det er noget af det, jeg sætter stor pris på ved branchen.