Morten Nørlund – tidligere BAC-elev

Som 10-12-årig var jeg helt klar over, at jeg ville være pilot, så derfra handlede det bare om, at få drømmen kørt i stilling. Første gang jeg, nævnte det for min bankrådgiver, var jeg lige blevet færdig med handelsskolen, og jeg kunne godt fornemme, at jeg selv skulle komme i gang med at spare op. Så jeg kom i militæret, og efter tre år havde jeg pengene til min uddannelse.

Med pengene klar i banken undersøgte jeg, hvilke muligheder jeg havde. Jeg havde hørt godt om Billund Air Center, så jeg tog til et informationsmøde, og det lød rigtig interessant. De havde styr på det hele, både økonomien og selve uddannelsen, og så havde de den længste erfaring. Jeg kunne også se, at der var mange tidligere elever, som havde gode jobs inden for branchen.

Da jeg startede min uddannelse hos Billund Air Center var jeg egentlig ikke klar over, hvilken vej jeg ville gå, men fra første dag blev vi præsenteret for, hvad der kunne lade sig gøre med certifikatet i hånden. Allerede i forbindelse med min uddannelse startede jeg hos Sun Air og kom på deres anciennitetsliste. Men jeg følte ikke, jeg havde tid til at vente i køen efter job, så sammen med en kammerat satte jeg mig ned og analyserede grundigt på mulighederne for forskellige type ratings.

Resultatet blev en Airbus rating, hvilket var lidt et kalkuleret sats, for det er jo halvdyrt, men den viste sig ret hurtigt at bære frugt: Efter kort tid blev jeg tilbudt et job hos Balkan Holidays, hvor jeg kom til at flyve Airbus. Der var jeg i tre år, hvorefter jeg var et par år hos Vietnam Airways. Da der opstod usikkerhed om forlængelsen af min kontrakt, var der ingen tvivl hos mig, da jeg via en tysk kollega blev tilbudt et job som pilot for en casino-millionær i Macau. Jeg slog jeg til, og i dag flyver jeg over hele verden for Casino-ejerens familie, og jeg føler nærmest, jeg har ramt jackpot! Hver dag er et eventyr, og jeg har ikke noget som helst at klage over. Det eneste minus er, at det tager lang til at blive kaptajn på den måde, men så længe lønnen er mindst lige så god, kan jeg godt leve med det.

Det bedste råd, jeg kan give til kommende piloter, er, at de skal snakke med folk alle steder. Netværk er fuldstændig afgørende, og det er aldrig til at vide, hvem der giver dig din næste jobmulighed.