Mads Krog-Jensen – tidligere BAC-elev

Da jeg tog mit privatflyvercertifikat til fly hos Billund Air Center, havde jeg mulighed for at strukturere uddannelse, så den passede til mig. Allerede før den tid arbejdede jeg inden for pilotverdenen med leasing og salg af fly, hos Nordic Aviation Capital, hvor jeg har været, siden jeg var 17 år. Og da jeg både boede og arbejdede tæt på skolen, havde jeg mulighed for at tage mit bevis på fire måneder. Når jeg bestemmer mig for at gå i gang med noget, så vil jeg fokusere, og hos Billund Air Center havde jeg mulighed for at flyve lige så tosset, som jeg ville.

Min drøm om at flyve har været en motivationsfaktor for mig, lige siden jeg startede i branchen. I dag bruger jeg min tid i luften som en form for afstressning, når jeg har fri, og jeg ser det som en fantastisk frihed. Når jeg sidder i flyveren, kan det sammenlignes lidt med at springe i faldskærm: Jeg fokuserer fuldt ud på at flyve, og alt det, jeg har gået og tumlet med i løbet af dagen, forsvinder. Bare det med at sidde og se ud på landskabet, lytte til radioen og være lige dér – det ser jeg som en helhedsoplevelse.

Hos Billund Air Center oplever jeg en meget professionel, men stadig uformel tone. De instruktører, jeg er blevet undervist af, er nede på jorden, og de forklarer teorien på en måde, der giver mening. Undervisningen bliver ikke gjort til en ”raketvidenskab”, men mere et håndværk – det er en rigtig god måde at lære på.