Lasse Hornemann Sørensen – tidligere BAC-elev

I min stilling som styrmand hos Sun-Air of Scandinavia får jeg fuld valuta for min uddannelse hos Billund Air Center. På en typisk arbejdsdag er det lige meget, om det regner eller blæser udenfor, for jeg ved jo, at solen vil skinne i cockpittet, når jeg kommer op i luften. Alene udsigten gør, at jeg ikke er i tvivl om, jeg vil være pilot, indtil den dag jeg går på pension.

Både som dreng og voksen har jeg haft en fascination af flyvemaskiner, og jeg har altid nydt miljøet i og omkring en lufthavn. Jeg husker fornemmelsen af at være spændt inden en rejse, og den stemning holder jeg meget af.

Derudover trives jeg her i Billund, hvor jeg bor med min kæreste, vores datter og min svigerfamilie. Jeg sætter pris på at have et godt netværk omkring mig, både i Billund by og i flyvebranchen.

Da jeg startede hos Billund Air Center i 2009, havde jeg absolut ingen viden om faget, og derfor gav det rigtig god mening for mig, at jeg kom op at flyve, inden jeg skulle igennem det store teoripensum.

Selve uddannelsen til pilot kan man vel sammenligne med at tage et kørekort – bare i luften. Det var vigtigt for mig, at jeg kom godt fra start, og jeg kan huske min første flyvetur, hvor jeg smilede, fra vi satte os i cockpittet, til vi landede. Selvom det var vildt, så gav det mig en tryg følelse at have professionelle piloter ved min side.

Noget af det, jeg godt kan li’ ved Billund Air Center, er, at der er skruet ned for hierarkiet, og at hverken elever eller lærere går i uniformer. Netop den uformelle tone og professionelle tilgang til faget satte jeg stor pris på under min uddannelse. Hos Billund Air Center bliver venskaber bygget på kryds og tværs – og min egen pilotdrøm blev til virkelighed.