Vincent Bruun Andersen (VIN)

Som instruktør på Billund Air Center underviser jeg kommende piloter både teoretisk og praktisk. I dagligdagen møder jeg positive elever, der brænder for deres fag, hvilket også engagerer mig. Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker og deres individuelle udvikling. Det at kunne forklare teorien i klasselokalet for så derefter at kunne illustrere det i virkeligheden, giver en god sammenhæng i uddannelsen for eleverne. Fra mit andet arbejde på Air Support kan jeg i undervisningen bidrage med relevante emner og situationer fra det meste af verden. For eleverne er det med til at omsætte ny viden til brugbar viden.
Det virker rigtig godt, at skolen og teorilokalerne ligger i en aktiv lufthavn, da der dagligt kommer mange piloter forbi, som vi kan udveksle erfaring med – det giver en berøring med det erhvervsaktive liv, som venter eleverne. At Billund Air Center er placeret midt i en stor lufthavn gør også, at vi i luften agerer sammen med de større luftfartsselskaber som f.eks. SAS, KLM, Lufthansa, Icelandair, Norwegian og Ryanair. Det er helt klart med til at give en forståelse for daglig rutetrafik og ikke mindst belyse fremtidsdrømmende.
Selv har jeg igennem mange år haft en interesse for det mere tekniske, og det fik mig til at vælge en naturvidenskabelig studieretning i gymnasiet. I løbet af de tre år på gymnasiet stod det mere og mere klart, at det var inden for flyvning, interessen lå, Det kom sig også i høj grad af, at jeg igennem de seneste år havde rejst meget rundt i verden og dermed været tæt knyttet til luftfart. En pilotuddannelse lød spændende, især fordi den teori, man arbejder med, bliver omsat til ”hands on” praktisk erfaring.
I løbet af 2.g begyndte jeg for alvor at undersøge mulighederne med uddannelsen, og efter et par besøg på forskellige flyveskoler faldt valget på Billund Air Center eller ”BAC”, som det hedder i daglig tale. For mig betød et godt informationsmøde og den troværdighed, som instruktørerne udstrålede, meget for mit valg af uddannelsessted. Mødet med instruktørerne var med til at vise, hvad skolen kan tilbyde, og hvordan de får én igennem uddannelsesforløbet.